Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllandsposten og redaktør af Kunstavisen beskriver Britta Ortiz’ kunst på følgende måde:
"Det er ikke så tit, man støder på kunstnere, der i deres værker behandler menneskelige og samfundsmæssige problemer på en meget direkte måde.
Britta Ortiz er én af disse kunstnere. Hendes malerier og grafik er fuld af bekymring og vrede over den måde, vi behandler hinanden på, ligesom dagsaktuelle forhold som den globale flygtningekrise og velfærdsstatens skyggesider også finder vej som motiver.
Selv nævner Britta Ortiz sin arbejds- og uddannelsesmæssige baggrund som en forklaring på, hvorfor hendes billedverden er, som den er. Uddannet som læge med en tillægsuddannelse i psykologi på Åbent Universitet og en Master i sundhedsantropologi har hun både fået et grundigt indblik i menneskeskæbner og de økonomiske vilkår, læs nedskæringer, som danner rammen om det hele. Et specielt fokus har hun haft på de stigende og meget alvorlige problemer med overvægt og de ofte komplicerede forhold, der ligger til grund herfor.
Alt dette kommer til udtryk i malerierne og grafikken, hvor menneskeøjne kigger på os på en måde, der er svær at undslippe. Budskabet er sjældent direkte politisk. Britta Ortiz interesserer sig mere for de almenmenneskelige vilkår, og nogle af billederne har en drømmende og symbolsk karakter. Eksistentielle grundvilkår som ensomhed, angst, vrede og resignation, men også solidaritet og empati præger disse billeder, som sætter sig fast på nethinden.
Hvad angår grafikken minder Britta Ortiz´ træsnit og linoleumssnit med deres skarptskårne billedopbygning og sociale indignation om den tyske kunstner Käthe Kollwitz og vores egne Søren Hjort Nielsen og Jane Muus.
Britta Ortiz laver imidlertid også landskabsbilleder. Disse kan have karakter af de besjælinger, vi kender fra litteraturen, når træer og andre landskabselementer udtrykker menneskelige følelser, men oftere bliver naturen vist som et både psykisk og åndeligt pusterum. Som et helle i en verden fuld af vrede og angst. Et sted, hvor naturen kan være, som den altid har været, fri og ubundet. Det er først og fremmest i akvarellerne, at dette natursyn kommer til udtryk, men man finder det også i Britta Ortiz´ meget organiske keramik.
Det er som sagt ret sjældent, at man finder en kunstner med et så direkte eksistentielt budskab som Britta Ortiz. Men det er både vedkommende og velkommen."
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes